01/10/12

3 enkle tip til at undgå tøjkriser


De fleste af os drømmer om at have en sikker og gennemført tøjstil og en garderobe, der passer til alle lejligheder, så vi slipper for de evindelige tøjkriser. En af mine allervigtigste teser er, at hvis man opbygger en solid og gennemtænkt basisgarderobe, har man det fundament, der skal til for at få hele sin garderobe til at hænge sammen, og dermed er let at sammensætte.

En basisgarderobe skal underbygge vores stil og gøre, at vi altid har tøj til alle situationer. Den skal bestå af nogle gode kvalitetsting, der altid er aktuelle – uanset tendenser.  Når basisgarderoben er på plads, vil vi altid have noget at have på og altid have en base for alt det spraglede, mønstrede og personlige tøj.

Der er naturligvis en række krav, der skal opfyldes for at den fungerer optimalt, og hvis du følger disse 3 grundregler, er du godt på vej:

1. Vælg klassiske farver
Opbyg basisgarderoben i en klassisk farvepalet som f.eks. sort, hvid, grå, army, offwhite, lavendel, brun, blå osv. Det betyder ikke nødvendigvis at din stil skal være klassisk – det afhænger at snittene og måden tøjet sættes sammen på og det betyder heller ikke at der ikke er plads til den grønne skjorte med lyserøde stjerner – det er der, men bare ikke i basisgarderoben(!) – til gengæld betyder det, at du altid vil have noget at sætte til de mere vilde og unikke køb. Alle farverne i den klassiske palet passer sammen og kan kombineres på kryds og tværs og fungerer som rolig base for alt det mønstrede og farverige.

2. Tænk alsidigt
Sørg for at have forskellige farver overdele og underdele(stadig i den klassiske palet)og for at sko/tasker/strik kan noget forskelligt. F.eks. kan du, i stedet for at have 7 par blå jeans, der alle kan det samme, med fordel variere udvalget med et par grå og et par sorte. Øv dig i at tænke differentieret, når du sammensætter garderoben. En sort og en grå blazer kan give et forskelligt udtryk i modsætning til 2 næsten ens sorte blazere (!) og et udvalg af T-shirts i f.eks. sort, hvid, grå og blå kan noget helt andet en 5 hvide ens modeller. Jo større diversitet, jo større udvalg og jo flere variationsmuligheder og jo bedre base.

3. Gå efter enkle modeller
Lad basisgarderoben være så skrabet for detaljer som muligt. Jo færre detaljer, jo bedre kan det passe ind i forskellige udtryk uden at forstyrre med blonder, sjove knapper, iøjefaldende lynlåse osv. Hvis du den ene dag ønsker et afslappet udtryk, kan du tilsætte den enkle basisbluse et casual tørklæde og den anden dag et feminint og klassisk smykke for et stilrent udtryk – det kan du ikke hvis modellen har glimmerprint eller sjove knapper. De sorte enkle bukser uden iøjefaldende detaljer, vil både kunne bruges med en blazer til møde på jobbet, med stiletter og ørenringe til receptionen og med gummisko og T-shirt om søndagen til café-brunchen fordi de er enkle og uden attitude.

Bestil garderobetjek hos Modler.dk

2 kommentarer:

takilar sagde ...

Thank you for sharing and expression

ofis mobilya sagde ...

Thanks a very good account